Vukman sur på sig selv: - Sindssygt skuffet over min egen præstation

Kristian Lund Vukman revsede sig selv efter fredagens nederlag til Skive. Foto: Kim Nielsen, Konceptlab

Team Sydhavsøernes playmaker Kristian Lund Vukman var hård ved sig selv efter nederlaget til Skive.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg er sindssygt skuffet, må jeg indrømme. Mest af alt over min præstation. Det kan godt være jeg er hård ved mig selv, men jeg spiller en forfærdelig kamp. Jeg laver alt for mange tekniske fejl. Måske er det et udtryk for, at jeg mangler energi og træffer dårlige beslutninger, lød det fra en nedtrykt Kristian Lund Vukman efter nederlaget på 32-25 til Skive fredag aften.

Han havde svært ved at finde en forklaring på, hvorfor holdet faldt helt sammen i de sidste tyve minutter.

- Vi spiller en rigtig flot første halvleg og starter fint i anden halvleg, og lige pludselig så kigger jeg op på måltavlen, og så er vi bagud med otte mål, og helt væk i kampen. Jeg har ikke nogen fornemmelse af hvor og hvornår det går galt. Det skal jeg hjem og reflektere over, lød det fra Kristian Lund Vukman, der også erkendte at Skive var en meget stærkere modstander end Odder og Roskilde, som Team Sydhavsøerne har slået i de to seneste kampe.

Sammentømret hold

- De er sammentømret og kender hinandens løbemønstre og er stærke på samtlige positioner. Det var en helt anden kaliber, end vi har mødt i de seneste kampe, men jeg føler vi har rigtig meget, vi kan tage med fra de første 35 minutter til de næste kampe.  For jeg synes vi fik vist, at vi kan være med mod samtlige hold, og der kan ligge point og vente mod samtlige modstandere. Vi ved at mod afslutningen af sæsonen, så er der hold, der ikke har noget at spille for, og så kan man se nogle overraskende resultater. Så det handler for os om, at holde snuden i sporet, og tage alle de point vi kan få, sagde playmakeren inden turen på lørdag går til den svære udekamp mod Lemvig-Thyborøn.

Klavs Bruun Jørgensen kunne ikke få sit hold tilbage på sporet, da det først gik den forkerte vej mod Skive. Foto: Kim NIelsen, Konceptlab

Cheftræner Klavs Bruun Jørgensen ærgrede sig over, at det ikke lykkedes at holde fast i kampens momentum noget længere.

- Det gik alt for stærk i den periode, hvor det går nedad bakke. Vi laver alt for mange tekniske fejl og har heller ikke de redninger der skal til i den periode, og selvom jeg tager en timeout, så får vi det desværre ikke vendt, da vi også får nogle udvisninger. Det irriterer mig voldsomt, for jeg synes at rent indsatsmæssigt og kvalitetsmæssigt, var det noget af det bedste jeg har set os spille i lang tid. Jeg var langt henad vejen glad for det jeg så inde på banen. Vi spiller en rigtig flot første halvleg, og den må vi putte i baglommen. Spillerne må hænge med hovedet i dag, og så er det bare at komme videre. Jeg er sikker på, at vi kan matche de hold, der kommer fremadrettet, lød det fra Klavs Bruun Jørgensen.

Rykker ikke ned

Skive har tidligere haft problemer i Maribo, og det blev ikke nogen let kamp, sagde jydernes træner Mathias Albrektsen.

- Vi vidste godt at ville komme ned på en sindssyg svær udebane. Det var tydeligt at Team Sydhavsøerne havde lidt mere tro på tingene. Første halvleg føler jeg at det er misvisende, at vi går til pause og er bagud, for vi brænder nogle rigtig store chancer. Men i anden halvleg eksekverer vi på det vi skal og viser at vi er et tophold, lød det fra Mathias Albrektsen, der er sikker på, at Team Sydhavsøerne nok skal klare sig fri af nedrykningen.

- Det er for godt et hold til at rykke ud, så jeg ville være helt rolig, hvis jeg har var dem. Der er for meget kvalitet til, at det bliver en case, fastslog Skive-træneren.