Wada-direktør: Dopingrapport kradser kun i overfladen
McLaren-rapporten kradser kun i overfladen, mener Wadas generaldirektør, Olivier Niggli. Foto: AP/Brennan Linsley
AP/Brennan Linsley
McLaren-rapporten belyser formentlig kun en brøkdel af dopingsnyderiet i Rusland, mener Olivier Niggli.
Udbredelsen af doping i russisk idræt har formentlig været langt mere omfattende, end den nye McLaren-rapport kan påvise.
Det mener Olivier Niggli, generaldirektør i Det Internationale Antidopingagentur, Wada.
Han er overbevist om, at rapporten, som blev offentliggjort fredag, kun kradser lidt i overfladen.
- Richard McLaren og hans folk havde kun adgang til en brøkdel af det, der sandsynligvis skete i Rusland.
- Det er meget begrænset i forhold til realiteterne, og det siger McLaren selv, siger Olivier Niggli til nyhedsbureauet Reuters.
Rapporten påviser, at mere end 1000 russiske idrætsfolk var involveret i dopingsnyd mellem 2011 og 2015.
Mere end 30 forskellige sportsgrene skulle have været omfattet af et statsstyret dopingsystem.
Wada-direktøren kalder tallene "skræmmende", men han mener altså ikke, de giver det fulde billede af omfanget.
- Vi må være realistiske. McLaren fik en smagsprøve på, hvad der skete. Udbredelsen har nok været større end det. Det kan have omfattet alle sportsfolk i Rusland.
- Guderne må vide, hvad der har fundet sted, siger Olivier Niggli.
Selv om Wada-direktøren regner med, at der er meget mere svindel at afsløre, er der ingen planer om flere rapporter, der skal grave videre i den russiske skandale.
Til gengæld vil Wada reagere, hvis organisationen bliver præsenteret for nye beviser.
- Hvis russiske idrætsudøvere begynder at ringe til os for at fortælle, hvad der sker, vil vi kigge på det, men i øjeblikket tror jeg, vi har udtømt den information, der var til rådighed, siger Olivier Niggli.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker