Walisisk Hollywood-klub vender tilbage til divisionerne
Klubejerne Rob McElhenney og Ryan Reynolds havde en fest på Racecourse Ground, da Wrexham besejrede Boreham Wood. Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Skuespillerne Ryan Reynolds og Rob McElhenney var på plads, da deres klub, Wrexham, sikrede sig oprykning.
Efter 15 år uden for det engelske ligasystem vender fodboldklubben Wrexham tilbage til de professionelle rækker.
Klubben, der har prominente ejere i de to amerikanske skuespillere Ryan Reynolds og Rob McElhenney, sikrede sig endegyldigt avancement lørdag aften med en sejr på 3-1 over Boreham Wood.
Wrexham vinder dermed National League, som den øverste række uden for divisionerne kaldes.
Den ellers undselige klub fra det nordøstlige Wales har opnået international berømmelse gennem tv-serien "Welcome to Wrexham", som skildrer op- og nedturene siden de to skuespillere overtog ejerskabet.
Både Reynolds og McElhenney overværede sejren på et fyldt Racecourse Ground, hvor de skrålede med på tilhængernes triumferende slagsange.
Wrexham kom tidligt bagud, men det rystede ikke et hold, som scorer mål på samlebånd.
Sæsonen har formet sig som en direkte duel om den direkte oprykningsplads mellem Wrexham og Notts County, der begge har scoret næsten 40 mål mere end det mest målfarlige af de øvrige hold i rækken.
Udligningen til 1-1 faldt før pausen, og i anden halvleg slog topscorer Paul Mullin til med sæsonmål nummer 37 og 38. Så kunne jublen bryde løs på det ældgamle stadion, der blev opført i 1807 og har været brugt til fodbold siden 1864.
Wrexham var helt oppe i den næstbedste række i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne.
Siden rykkede klubben op og ned mellem tredje- og fjerdeøverste niveau, inden den i 2008 måtte forlade ligaen efter en sidsteplads i League Two, den fjerdebedste række.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde