Wayne Rooney får reduceret sin karantæne

Den engelske angriber Wayne Rooney fik en smule oprejsning, efter hans hold Manchester United onsdag aften røg ud af Champions League.

Rooney får sin karantænestraf nedsat fra tre til to spilledage af det europæiske fodboldforbund Uefa. Det skriver Sky Sports.

Det betyder, at Wayne Rooney kan være med i Englands tredje gruppekamp ved EM i fodbold næste sommer i Polen og Ukraine.

United-angriberen modtog et rødt kort i forbindelse med Englands 2-2-kamp mod Montenegro i oktober, da han sparkede en modspiller ned.

Det takserede Uefa til tre spilledages karantæne. Men dommen blev anket, og torsdag fik Wayne Rooney og landstræner Fabio Capello den glade besked, at angriberen får nedsat sin straf som ønsket.

/ritzau/

Uefa har reduceret Wayne Rooneys karantæne fra tre til to spilledage, så han kan spille en gruppekamp ved EM.

Offentliggjort Sidst opdateret