Wembley må huse mere end 60.000 til EM-slutkampe
Mere end 60.000 tilskuere kan komme på Wembley til de afgørende kampe ved EM. Foto: Matt Dunham/Reuters
Matt Dunham/Reuters
Der bliver lukket markant flere tilskuere ind på Wembley til de tre sidste kampe ved EM-slutrunden.
Flere end 60.000 tilskuere kan tage plads på Wembley i London til semifinalerne og finalen ved EM-slutrunden.
Det oplyser den britiske regering tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dermed udnytter man 75 procent af Wembleys samlede kapacitet, hvilket er langt mere end ved de foregående kampe ved EM.
England har spillet sine to første EM-kampe på Wembley, og ved de lejligheder er kun omkring 20.000 tilskuere lukket ind. Senere onsdag spiller England gruppefinale mod Tjekkiet på Wembley.
Flere medier har berettet om, at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har truet England med at flytte kampene til en anden by.
Grunden skulle blandt andet være de hårde coronarestriktioner, som tilrejsende bliver mødt med ved indrejse til England.
Men efter tirsdagens nyhed er Uefa-præsident Aleksander Ceferin i hvert fald tilfreds.
- Denne turnering har været et fyrtårn med håb for at forsikre folk om, at vi er på vej tilbage til en mere normal livsstil, og dette er yderligere et skridt på vejen, siger Uefa-præsidenten.
I kølvandet på at tilskuertallet på Wembley er blevet hævet, har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) udtrykt bekymring over, at coronarestriktionerne i nogle af EM-værtslandene i forbindelse med EM-kampe er blevet lempet på det seneste.
- På nogle af stadionerne bliver der nu skruet op for antallet af tilskuere, siger Robb Butler, der er direktør i WHO's europæiske kontor, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Kort før EM's begyndelse blev antallet af tilladte tilskuere i Parken i København hævet fra 15.900 til 25.000.
Tirsdag sagde Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, at der har været 29 smittetilfælde med corona i forbindelse med EM-kampe på dansk grund.
Semifinalerne spilles 6. og 7. juli, inden finalen afvikles den 11. juli.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet