Wenger efter Arsenals flop: Vi manglede koncentration
Arsenal-manageren forsøger at bevare optimismen trods to nederlag i træk i Champions League-gruppespillet.
Arsenal har fået en mildt sagt uheldig indledning på gruppe F i Champions League.
Den engelske fodboldklubs manager, Arsène Wenger, ærgrer sig over de fejl, der blev dyre i tirsdagens 2-3-nederlag hjemme til græske Olympiakos.
- Vi manglede koncentration i defensiven, siger franskmanden til Arsenals Twitter-profil.
- Vi var lidt uheldige, og vi fik en svær begyndelse, siger manageren.
Arsène Wenger så blandt andet Arsenal-målmand David Ospina fumle bolden over målstregen fem minutter før pausen, så Olympiakos førte 2-1 efter første halvleg.
20 minutter inde i anden halvleg fik Alexis Sánchez ganske vist udlignet til 2-2 for Arsenal, men allerede to minutter senere scorede grækerne igen efter defensiv slendrian hos hjemmeholdet.
- Vi åbnede os defensivt, fordi vi angreb, siger Arsène Wenger.
Arsenal tabte den første kamp i gruppe F med 1-2 ude til Dinamo Zagreb, der har tre point ligesom Olympiakos.
Storklubben fra London kan få svært ved at få point i de kommende to kampe. Her venter gruppens favorit, Bayern München, der har seks point efter den overbevisende 5-0-sejr hjemme over Dinamo Zagreb.
Arsène Wenger forsøger at bevare optimismen i forhold til at blive blandt gruppens to bedste hold, der går videre til 1/8-finalerne.
- Vi er stadig med. Vi skal tro på, at vi kan håndtere hold som Zagreb og Olympiakos. Vi er ikke færdige, siger manageren.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker