Wenger håber på hjælp fra Guardiola i Champions League
Det er vind eller forsvind for Arsenal, men manager Arsène Wenger tror stadig på 16. CL-avancement i træk.
Et par elendige indsatser i gruppespillet har bragt den engelske storklub Arsenal ud på kanten af Champions League-afgrunden allerede i gruppespillet for første gang i 16 år.
En enkelt sejr og tre nederlag i fire kampe er langt under det forventelige fra Arsène Wengers tropper. Og så tæller det mindre, at sejren er sikret mod mægtige Bayern München.
Alligevel er Wenger optimistisk, selvom formlen, der skal sikre Arsenal fortsat liv i Europas mest magiske klubturnering, ikke tillader et eneste lille fejltrin:
Knæk Dinamo Zagreb tirsdag, håb på at Bayern München nedlægger Olympiakos og slå så Olympiakos på udebane i sidste kamp med to mål eller i en målrig etmålssejr.
- Jeg tror stadig, vi har en god chance, men det bliver tæt nu. Jeg vil forblive i Champions League. Vi vil give absolut alt for at holde os inde i Champions League, siger Wenger inden tirsdagens kamp mod Dinamo Zagreb i London.
Arsenal og Dinamo Zagreb har begge tre point, mens Bayern München og Olympiakos topper gruppen med hver ni point med to runder tilbage.
Det betyder, at de to førerhold, som også tørner sammen tirsdag, faktisk kan sikre sig videre avancement ved at spille uafgjort og dermed efterlade Arsenal med en lang næse uanset engelsk sejr i London.
Men Wenger kan være ganske rolig, siger Bayern-træner Josep Guardiola.
- Arsenal kan være sikker på, at vi vil gå ud for at slå Olympiakos og gøre vores bedste for at slutte som nummer et i gruppen, siger Guardiola ifølge AFP.
Tyskerne er storfavoritter i kampen mod Olympiakos, men skulle det gå galt for Arsenal, ved Arsène Wenger udmærket, at det er selvforskyldt.
- Realiteten er, at i to kampe mod Bayern München får vi tre point. Men vi havde skabt problemerne for os selv inden da, siger Wenger med henvisning til nederlagene mod Dinamo Zagreb ude og Olympiakos hjemme.
Ender det i favoritsejre til Arsenal og Bayern München tirsdag aften, skal London-holdet i sidste spillerunde i december forsøge at nedlægge Olympiakos for at snuppe pladsen i 1/8-finalen sammen med Bayern München.
Efter 2-3-nederlaget til det græske hold på hjemmebane i september har Arsenal brug for en sejr, der samtidig vil gøre englænderne bedst indbyrdes, fordi begge hold så vil ende på ni point.
Det vil sige, at Arsenal skal vinde med to mål eller snuppe en etmålssejr, som skal være på 4-3 eller indeholde flere mål.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned