Wenger om regel: Den forvirrer spillerne
Det skaber til stadighed forvirring, når en fodboldspiller ligger på græsset og ømmer sig. Skal man sparke bolden ud over sidelinjen, eller afvente dommerens reaktion?
Reglerne tilsiger, at dommeren skal bestemme, men det er ikke enkelt, mener Arsenals manager Arsène Wenger.
Franskmanden delte sine frustrationer over problemet i forbindelse med et møde i det europæiske fodboldforbunds hovedkvarter (Uefa) i Schweiz.
- Der opstår en svær konflikt mellem den nye regel, som lader det være op til dommeren, og den gamle fair play-attitude, som er kulturelt accepteret i spillet og som tilsiger, at man sparker bolden ud af spil, når en spiller er skadet, siger Arsène Wenger.
- Jeg mener, det er rigtigt, at ansvaret ligger hos dommeren, for du kan ikke vide, hvor alvorligt det er, når en spiller ligger skadet på banen. Men vi er stadig ikke helt på det rene med, hvordan vi skal håndtere det.
- Jeg fortæller mine spillere, at de skal lade dommeren styre det, men nogle gange sparker de bolden ud alligevel. De er bange for at blive upopulære eller få kritik i medierne, hvis de ikke gør, siger Wenger.
Det seneste fodbold-EM i Ukraine og Polen gav flere eksempler på, at spillere var i tvivl om, hvorvidt de selv skulle sparke bolden ud eller afvente dommerens reaktion.
Uefa's tekniske direktør Andy Roxburgh fortæller, at alle 16 deltagernationer ved EM havde fået besked på at bruge den nye regel, fordi nogle spillere misbruger det at smide sig i græsset uden at være skadet.
- Vores dommerinstruktører kontaktede samtlige 16 hold ved EM på forhånd og gjorde dem klart, hvordan det skulle forstås, siger Andy Roxburgh.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned