Fire kampe før det hele er slut, smider Arsenal håndklædet i ringen. Nicklas Bendtner og hans holdkammerater vinder ikke det engelske mesterskab i denne sæson.
Sådan lyder det fra Arsenal-manager Arsène Wenger efter 1-2-nederlaget til lokalrivalerne fra Tottenham, der før onsdagens sejr ikke havde slået Arsenal i en liga-kamp i 11 år.
- Vi tabte en kamp, som vi ikke havde råd til at tabe i kampen om mesterskabet, og det viser, at vi ikke er modne nok, siger Arsène Wenger.
- Hvis man vil vinde titlen, så er det her en af de kampe, man ikke må tabe, lyder det fra franskmanden.
Han kunne fem minutter før dommerens slutfløjt se sin danske angriber, Nicklas Bendtner, give Arsenal et glimt af håb om fortsat at deltage i mesterskabskampen, men Bendtners reducering kom alt for sent.
Arsenal er på tredjepladsen nu seks point efter førerholdet Chelsea, og der resterer bare fire kampe i Premier League.
- Der er alt for meget at gøre for at vinde guldet. Det er meget usandsynligt, at vi kan vinde, men vi vil fortsætte med at kæmpe for det. Men selv et enkelt point ville ikke have været godt nok, siger Arsène Wenger.
Midt i sin erkendelse af, at han heller ikke i år får hængt guldmedaljer om halsen, kunne Arsenals manager dog glæde sig over, at den hollandske angriber Robin van Persie fik comeback efter fem måneders skadespause.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker