Werder Bremen følger Schalke 04 op i Bundesligaen
Werder Bremens fans kunne søndag fejre oprykning til Bundesligaen et år efter nedrykningen. (Arkivfoto). Foto: Carmen Jaspersen/Ritzau Scanpix
På hjemmebane gjorde Werder Bremen selv arbejdet færdigt og er tilbage i Bundesligaen efter sommerferien.
Efter et års fravær er Werder Bremen tilbage i Bundesligaen.
Den traditionsrige fodboldklub fra det nordlige Tyskland vandt søndag 2-0 hjemme over Regensburg i den næstbedste rækkes sidste spillerunde.
Sejren betyder, at Werder Bremen ender med en pointtotal på 63. Det rækker til en andenplads, mens Schalke 04 vinder 2. Bundesliga med 65 af slagsen.
Allerede før søndagens kampe var Schalke sikker på at rykke op, men i Nürnberg formåede Schalke at vinde 2-1 og runde sæsonen af på bedst mulig vis.
Endnu en af ligaens sværvægtere kan tage turen op, hvis alt går vel.
Hamburger SV, der rykkede ned i 2018, vandt ude 3-2 ude over Hansa Rostock og slutter på 60 point. FC København-lejesvenden Mikkel Kaufmann var på pletten med gæsternes sidste mål, der viste sig at være afgørende.
Darmstadt har samme antal point, men i kraft af en bedre målscore snupper Hamborg-klubben tredjepladsen.
Den giver adgang til to playoffkampe mod holdet, der blev tredjesidst i Bundesligaen.
Den nitte trak Hertha Berlin lørdag i sidste spillerunde, og dermed er der lagt op til et par store brag om adgang til Tysklands største fodboldscene i den kommende sæson.
Kampene spilles senere i maj.
Mens udsigterne er lyse for de tre klubber i toppen, må Ingolstadt og Erzgebirge Aue en tur ned i den tredjebedste række.
Dynamo Dresden har fortsat mulighed for at blive oppe, hvis holdet besejrer FC Kaiserslautern fra 3. Bundesliga over to kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker