Werder Bremen-træner afviser anklager om vaccinesvindel
Markus Anfang slår fast, at han er dobbeltvaccineret og har fulgt reglerne. Foto: Carmen Jaspersen/Ritzau Scanpix
Carmen Jaspersen/Ritzau Scanpix
Myndighederne i Bremen er i gang med at undersøge, hvorvidt Markus Anfang har forfalsket sit vaccinepas.
Cheftræneren for den tyske fodboldklub Werder Bremen er under mistanke for vaccinesnyd.
Klubben skriver på sin hjemmeside, at myndighederne har indledt en undersøgelse af, hvorvidt træner Markus Anfang har forfalsket et certifikat, der viser, at han er dobbeltvaccineret for covid-19-virus.
- Torsdag aften fik ledelsen i Werder Bremen besked om, at der er indledt en undersøgelse af Markus Anfangs påståede brug af en forfalsket vaccineattest, lyder det.
Hvordan mistanken er opstået, oplyser klubben ikke.
Anfang selv afviser blankt, at han skulle have snydt. Ifølge klubben er han "irriteret og ærgerlig".
- Jeg har præcis som alle andre dobbeltvaccinerede borgere fået mine to stik i det officielle vaccinecenter og derefter fået det tilhørende mærke i mit vaccinepas.
- Det fik jeg efterfølgende digitaliseret på det lokale apotek og gik ud fra, at alt var i orden. Jeg håber meget, at denne sag snart er belyst, siger Markus Anfang.
47-årige Markus Anfang blev hyret som træner for den traditionsrige klub i sommer.
Den tidligere Kiel-, Köln-, og Darmstadt-træner har fået til opgave at føre Werder Bremen tilbage i den bedste tyske fodboldrække.
Holdet er aktuelt på en skuffende ottendeplads i 2. Bundesliga med seks point op til de direkte oprykningspladser.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker