Werder-chef forventer snarligt Delaney-salg
Thomas Delaney har selv udtrykt stor interesse for et skifte til Borussia Dortmund. Foto: Liselotte Sabroe/arkiv/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/arkiv/Ritzau Scanpix
Forhandlingerne mellem Werder Bremen og Borussia Dortmund skrider frem, oplyser sportschef Frank Baumann.
Den danske midtbanedynamo Thomas Delaney skifter formentlig snart hverdagen i den tyske bundesligaklub Werder Bremen ud med en i storklubben Borussia Dortmund, der spiller i samme liga.
Der har længe været rygter om et skifte til en større klub for 26-årige Delaney. Men forhandlingerne har været sat på pause, da klubberne ikke kunne blive enige om prisen for den tidligere FCK-kaptajn.
Ifølge Werder Bremens sportschef, Frank Baumann, er det nu mere sandsynligt, at Delaney skifter, end at han ikke gør.
Det siger han til det tyske medie deichstube.de.
- Der er skred i forhandlingerne igen. Vi er godt på vej til at finde en løsning, der er passende for alle parter.
Efter langstrakte forhandlinger er Werder Bremen og Borussia Dortmund nu angiveligt blevet enige om en pris på 150 millioner kroner.
Det oplyser unavngivne kilder i Tyskland til Ekstra Bladet.
Thomas Delaney kan ifølge avisen se frem til en fireårig aftale på Westfalenstadion.
I sidste uge sendte den danske midtbanespiller selv et klart signal om sin interesse i et skifte til den sort-gule storklub.
- For mig er Dortmund en top-2 klub i Tyskland. De spiller med om mesterskabet, pokaltitler og er i Champions League. For mig at se er det en top-10 klub i verden, så selvfølgelig er det en interessant klub for mig, sagde Thomas Delaney til Ekstra Bladet 30. maj.
Thomas Delaney startede som ungdomsspiller i F.C. København. Han blev senere anfører for holdet, som han har vundet fire danmarksmesterskaber i fodbold med.
Som kun én af to spillere er Thomas Delaney blevet kåret til Årets spiller i FCK to gange. Det blev han i henholdsvis 2015 og 2016.
Med virkning fra vinterpausen 2016-2017 skiftede Delaney til Werder Bremen i Tyskland, som han nu angiveligt er på vej væk fra.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker