West Ham efterforsker racisme mod Liverpools Salah
Mohamed Salah spillede hele kampen, da Liverpool mandag aften fik 1-1 mod West Ham. Foto: John Sibley/Ritzau Scanpix
John Sibley/Ritzau Scanpix
En video viser angiveligt, at Mohamed Salah blev udsat for racistiske tilråb i Liverpools kamp mod West Ham.
West Ham undersøger racistiske tilråb mod Liverpool-stjernen Mohamed Salah.
Det meddeler Premier League-klubben til det britiske medie Sky Sports, efter at holdet mandag aften tog imod Liverpool på London Stadium.
Kampen endte 1-1, men fik et kedeligt efterspil, da en video på sociale medier afslørede racistiske tilråb mod Salah, mens han tog et hjørnespark.
- Enhver, der bliver identificeret, og som har overtrådt loven, vil blive overladt til politiet og udelukket på livstid fra London Stadium.
- Den slags opførsel hører ikke til på vores stadion, siger en talsmand til mediet.
Politiet er allerede på sagen.
- Vi har kendskab til, at en video lader til at vise racistiske tilråb mod en spiller i kampen mellem West Ham og Liverpool på London Stadium, skriver Londons politi i en erklæring.
- Politibetjente er i gang med at undersøge optagelsen. Der er endnu ikke foretaget nogen anholdelser.
- Alle, der oplever upassende adfærd i forbindelse med en kamp, bedes fortælle det til myndighederne, fortsætter politiet.
Storbritanniens sportsminister, Miriam Davies, meddelte for nylig, at hun vil gå ind i kampen mod racisme i forbindelse med fodboldkampe.
Miriam Davies vil mødes med Det Engelske Fodboldforbund (FA) og organisationerne bag Premier League og de øvrige engelske fodboldligaer (EFL).
- De involverede er ikke fodboldfans, de bruger fodbolden som en kloak for deres diskriminerende, ofte kriminelle opførsel, og de er ikke velkommen på vores fodboldstadioner.
- Sammen skal vi finde en måde at tackle dette problem. Jeg vil samle fodboldmyndighederne og andre organisationer med interesse for emnet i de kommende uger, og så skal vi aftale, hvilke initiativer der er nødvendige at tage for at komme diskrimination i sport til livs, sagde Miriam Davies.
Det skete efter en række episoder siden december med racisme i forbindelse med fodboldkampe i England.
Liverpool kæmper for at vinde det engelske mesterskab. Holdet er efter 25 spillerunder tre point foran Manchester City, der onsdag aften spiller mod Everton.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde