West Ham graver Uniteds Premier League-hul dybere
Manchester United og manager José Mourinho er under stort pres i Premier League efter et nederlag til West Ham lørdag eftermiddag i London. Foto: Ian Kingston/Ritzau Scanpix
Ian Kingston/Ritzau Scanpix
Manchester United tabte endnu et skridt i jagten på det engelske mesterskab med nederlag på 1-3 til West Ham.
Drømmen om et engelsk mesterskab er ved at udvikle sig til et mareridt for Manchester United.
Lørdag tabte Jose Mourinhos mandskab 1-3 til West Ham på udebane og tabte dermed yderligere terræn til de øvrige tophold.
Manchester City, Liverpool, Tottenham, Arsenal og Chelsea spiller alle senere lørdag.
Efter lørdagens tidlige kamp er Manchester United på ottendepladsen - otte point efter Liverpool på førstepladsen og seks point efter City, der er toer i Premier League.
Et nederlag til Derby tirsdag betød, at United røg ud af Liga Cuppen. Derfor søgte holdet oprejsning i udekampen på London Stadium.
Nedturen fortsatte dog allerede i det femte minut for United.
Den tidligere City-spiller Pablo Zabaleta fandt Felipe Anderson, der fra tæt hold udplacerede David de Gea med en lækker hælscoring.
Hverken Alexis Sánchez eller Jesse Lingard var med hos United. Til gengæld fik Anthony Martial chancen i front.
Hverken han eller holdkammeraterne kom dog til fadet i første halvleg. I stedet blev det 2-0 til West Ham kort før pausen.
Et hjørnespark havnede bagest i feltet hos Andriy Yarmolenko, som noget heldigt fik bugseret bolden i mål via svenske Victor Lindelöf.
Lindelöf blev skiftet ud i starten af anden halvleg. Ind kom Marcus Rashford, og han kvitterede for tilliden ved at reducere 20 minutter før tid.
Rashford satte hælen på et hjørnespark, og den anden hælscoring i kampen var en realitet.
Bedst som det lysnede for United, fik gæsterne fra Manchester et nyt gok i nødden. Marko Arnautovic stod helt fri, da han modtog bolden fra Mark Noble.
Med en sikker inderside scorede Arnautovic til 3-1 og satte endegyldigt gæsterne på plads.
Manchester United skal forsøge at rejse sig i tirsdagens Champions League-kamp mod Daniel Wass og Valencia.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde