West Ham prikker hul på Huddersfields defensiv
West Hams Andy Carroll (til venstre) kæmper om bolden med Huddersfields Philip Billing i mandagens kamp. Foto: /ritzau/AP/Frank Augstein
/ritzau/AP/Frank Augstein
Huddersfield, der havde tre danskere i startopstillingen, tabte for første gang i denne Premier League-sæson.
Huddersfield havde ikke tabt eller lukket mål ind i de første tre Premier League-kampe.
Men mandag aften fik West Ham lavet om på den stime ved at vinde 2-0 på hjemmebane over oprykkerholdet.
Igen brugte Huddersfield sine tre danske spillere fra start for fjerde ligakamp i træk.
Målmanden Jonas Lössl og stopperen Mathias "Zanka" Jørgensen spillede hele kampen, mens midtbanespilleren Philip Billing blev skiftet ud ti minutter før tid.
Pedro Obiang og Andre Ayew scorede målene for West Ham til stor glæde for størstedelen af de 56.977 tilskuere på det olympiske stadion i London.
Især Obiangs mål til 1-0 efter 72 minutter vil ærgre Huddersfield og i særdeleshed holdets tre danskere.
Philip Billing mistede bolden ude i siden af banen, og Mathias "Zanka" Jørgensen rettede bolden af, så den gik i en blød bue ind via stolpen bag en sprællende Jonas Lössl.
Landsholdskeeperen kunne være blevet den blot fjerde målmand i Premier League-historien, som holdt buret rent i sine fire første kampe. Men Lössl blev stående på tre clean sheets.
Tidligere har Alex Manninger (Arsenal), Anders Lindegaard (Manchester United) og Pepe Reina (Liverpool) præsteret at holde buret rent i fire kampe eller mere.
Manninger har rekorden med seks kampe uden at lukke mål ind i begyndelsen af 1997/1998-sæsonen.
Lindegaard havde fem clean sheets i træk i 2011/2012-sæsonen, men Reina holdt buret rent i fire kampe i 2005/2006-sæsonen.
Huddersfield på sjettepladsen har hentet syv point i de første fire kampe, mens West Ham vandt for første gang i sæsonen og nu har tre point under nedrykningsstregen.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde