West Ham straffer kattemishandler med millionbøde
Kurt Zouma er kommet i rampelyset efter at have sparket sin kat. Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
West Ham har tildelt kattemishandlende Kurt Zouma en bøde. Adidas har ligeledes annulleret sin aftale med ham.
Premier League-profilen Kurt Zouma har fået "den størst mulige bøde" af sin klub, West Ham, som følge af en penibel sag om dyremishandling.
Det skriver West Ham på sin hjemmeside.
Bødestørrelsen i Premier League-klubber afhænger af spillerens løn. Ifølge Sky Sports skal Kurt Zouma betale 250.000 pund, hvilket svarer til mere end 2,2 millioner kroner.
Den franske forsvarsspiller er havnet i et sandt uvejr, efter der dukkede en video op, hvor han mishandlede en af sine katte.
I videoen kan man se Zouma mishandle katten, mens fodboldspillerens venner kommer med grinende tilråb. Først ser man Zouma samle katten op og lave, hvad der allermest ligner et målspark med kæledyret.
Bagefter kan man se ham slå katten i hovedet og kaste en sko efter den.
Kurt Zouma har allerede været ude og undskylde offentligt for sine handlinger, og han accepterer da også den bøde, som han er blevet tildelt af sin arbejdsgiver. Han indstiller til, at bøden bliver doneret til dyrevelfærdsorganisationer.
Fodboldspillerens to katte er kommet i dyrevelfærdsorganisationen RSPCA's varetægt. Organisationen arbejder sammen med politiet om yderligere efterforskning af episoden.
Trods skandalesagen startede Kurt Zouma på banen tirsdag aften, da West Ham vandt med 1-0 over Watford i Premier League. Her blev han dog buhet af holdets fans.
Også Adidas har set sig nødsaget til at annullere sin sponsoraftale med spilleren efter at have taget episoden op til vurdering. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Episoden har desuden fået økonomiske konsekvenser for klubben selv. En af West Hams egne sponsorer, selskabet Vitality, har således suspenderet deres indbyrdes aftale, oplyser Vitality på Twitter.
- Vi er enormt skuffede over klubbens efterfølgende håndtering af sagen, lyder det fra selskabet.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde