Wigan snyder Manchester City i FA Cup-finale

Foto: Darren Staples /Scanpix

For første gang i historien er fodboldklubben Wigan Athletic vinder af den engelske pokalturnering, FA Cuppen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag vandt Premier Leagues nummer tredjesidst finalen med 1-0 over Manchester Citys stjernespækkede hold.

Afgørelsen faldt i de afsluttende minutter, da indskiftede Ben Watson headede bolden forbi Joe Hart i Manchester Citys mål.

Fem minutter forinden havde Citys Pablo Zabaleta fået marchordre efter sit andet gule kort.

Finalen på Wembley Stadium i London var ikke særligt velspillet, men meget intens.

Det undertippede hold var tæt på at komme foran efter ni minutter. Callum McManaman trak sig fri i højre side og sendte bolden lige forbi mål med et højt skud.

Efter en halv times spil måtte Wigan-målmanden Joel Robles levere en mirakelredning med foden, da Citys angriber Carlos Tévez afsluttede tæt på mål.

Manchester City havde en god periode i begyndelsen af anden halvleg, og Sergio Agüero var tæt på at score efter oplæg fra Tévez.

Den ventede scoring til favoritten kom dog aldrig, og i stedet slog Wigan altså til kort før tid.

Wigan ligger til at rykke ud af Premier League to runder før afslutningen, fordi holdet blot har hentet 35 point i 36 kampe.

Wigan får med sejren æren af at skulle deltage i den årlige Community Shield-kamp mod denne sæsons mesterhold, Manchester United.

Den kamp bliver spillet den 11. august, og den foregår også på Wembley.

/ritzau/