Wilbek ærgerlig over Jesper Jensens afbud

Håndboldspilleren Jesper Jensen har været med som playmaker ved samtlige slutrunder under landstræner Ulrik Wilbek. Men Skjern-spilleren, som også var tiltænkt en nøglerolle ved EM i januar, måtte onsdag melde afbud med en skulderskade, og det ærgrer Wilbek.

- Jeg er ærgerlig på både holdet og Jespers vegne, siger Ulrik Wilbek.

Landstræneren er allerede nu ved at udtænke en ny plan for slutrunden efter det kedelige afbud.

- Det vil betyde, at vi under en eller anden form skal ændre lidt på vores spillestil. Jesper var meget dirigerende i sit spil og har meget styr på de aftaler, der er på landsholdet. Vi skal have en ny mand ind i stedet for Jesper, og det kan være, det kommer til at se lidt mindre sammenspillet ud nu, forklarer Wilbek.

Flensburg-Handewitt-playmakeren Thomas Mogensen ligner nu manden, der skal styre det danske spil, mens jokere som AaB's Daniel Svensson og Kielce-playmakeren Henrik Knudsen også kan komme i spil til EM-truppen.

- Jeg skal vurdere, om jeg skal have en ny playmaker eller skytte ind eller en blanding. Men jeg vil ikke sige noget om, hvem der indgår i mine planer. Om en uge udnævner jeg en 28-mands-trup, og ugen efter igen kommer der noget, der ligner en EM-trup. Så jeg vil vente med at afsløre navne til den tid, siger Wilbek.

Jesper Jensens skade behøves dog ikke nødvendigvis at svække de danske EM-chancer, vurderer en fortrøstningsfuld Wilbek.

- Det er aldrig til at sige. Nu har man jo set kvinderne spille uden Lærke Møller, og det er gået meget godt. Der kan komme andre ind, der gør det rigtig godt og er tændte. Det kommer lidt an på, hvor hurtigt, vi får en ny mand spillet ind.

/ritzau/

Landstræner Ulrik Wilbek ærgrer sig over, at playmaker Jesper Jensen ikke når at blive klar til EM i håndbold i januar. Men Wilbek er fortsat fortrøstningsfuld.

Offentliggjort Sidst opdateret