Landstræneren for det danske håndboldlandshold, Ulrik Wilbek, erkender, at han har et ansvar for, at hans hold står med to nederlag efter de første tre kampe ved EM i Serbien.
Specielt irriterer det landstræneren, at de to kampe er tabt knebent, og at kampene først er blevet afgjort i de sidste sekunder. Det er nemlig her, trænerne for alvor kan gøre en forskel, mener Wilbek.
- Jeg har altid sagt, at de gode trænere er dem, der vinder de tætte kampe.
- Er jeg tilfreds med mig selv? Næh, det er jeg ikke. Når man som træner taber to kampe knebent, så er der mange ting, man kunne have gjort. Jeg har ikke været dygtig nok på de her ting, siger Ulrik Wilbek på et pressemøde dagen efter nederlaget til Polen.
Nederlaget sendte Danmark i mellemrunden uden point, og der skal ske mirakler, hvis danskerne skal spille om medaljer, når EM slutter i næste weekend.
En stor skuffelse for et landshold, hvor både trænere og spillere inden turneringen meldte klar ud om deres guld-ambitioner.
- Vi har ikke levet op til vores egne forventninger. Læren må være at melde mindre aggressivt ud i forhold til målsætning, mener Ulrik Wilbek.
Som årsag til de to knebne nederlag peger han på, at hans mandskab i forhold til tidligere mangler erfaring som følge af skader. Her tænker han på folk som Michael V. Knudsen, Lasse Boesen og Bo Spellerberg
- Vi mangler en 6-700 landskampe i forhold til det hold, der var med sidste år. Vi mangler lidt erfaring i forhold til tidligere. Det er måske erfaringen, der kunne have sat de sidste afleveringer og mål, lyder det fra landstræneren.
Alligevel vil Ulrik Wilbek ikke kalde spillere som Boesen, Knudsen eller Jesper Nøddesbo ind i truppen. De er ikke klar, mener han.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker