Wilbek jubler over de danske CL-præstationer
Dansk Håndbold Forbunds (DHF) sportschef Ulrik Wilbek kan med tilfredshed konstatere, at de danske hold i Champions League har fået en fremragende start på sæsonen.
I et blogindlæg giver han udtryk for, at der er præsteret på et niveau, man sjældent har set.
- Ser man bort fra AG København-æraen, har dansk klubhåndbold i mine øjne samlet set aldrig stået stærkere på den internationale scene, skriver Wilbek på DHF's hjemmeside.
Bortset fra Aalborgs nederlag til stærkere tyske hold som Flensburg-Handewitt og Hamburg og Koldings smalle nederlag til THW Kiel, så er de resterende otte kampe endt med dansk sejr, og det imponerer Wilbek.
- For såvel Aalborg Håndbold som KIF Kolding Københavns vedkommende er succesen oven i købet kommet i hus, mens de har været hårdt ramt af skader, skriver han.
Også FC Midtjyllands kvinder får en cadeau med på vejen efter tre sejre i lige så mange kampe - senest mod vinderne fra 2012, Budocnost fra Montenegro, der ellers førte 11-8 ved pausen.
- For ikke så forfærdelig lang tid siden ville et dansk hold formentlig have tabt en sådan tæt kamp i slutminutterne, men den tendens er ændret markant, og det er fint at se, at de danske klubhold har udviklet den kvalitet, der skal til for at afgøre lige og jævnbyrdige kampe til egen fordel, når de internationalt er oppe imod den bedste modstand, de kan få, hedder det i blogindlægget.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker