Ulrik Wilbek gider ikke se på eller høre med, når der er interview med landsholdsspillerne i fodbold.
Det fortæller landstræneren for herrelandsholdet i håndbold i et interview med journalisternes fagblad Journalisten.
- De har åbenbart fået en opdragelse, som siger, at de konstant skal komme med en række utroværdige fraser, klichéer og almindeligheder. Jeg har det svært med de tilfælde, hvor de har tabt 0-1 og spillet dårligt, men alligevel insisterer på, at de faktisk spillede bedst og burde have vundet, selvom alle lige har set, at det ikke var tilfældet, siger Wilbek.
- Faktisk plejer jeg altid at slukke for tv'et i det øjeblik, en landskamp er færdig, for jeg gider ikke de der intetsigende interviews.
Dansk Boldspil-Unions kommunikationschef, Lars Berendt, giver ikke meget for Wilbeks meninger om fodboldspillerne.
- Det er ikke noget, jeg vil indgå i en dialog om. Der er efterhånden flere kommentatorer, der har meninger om, hvad sportsfolk siger, end der er sportsfolk, der siger noget. Og jeg vil ikke bruge tid på at fortælle om vores strategier hver gang, der er nogen, som siger noget, fortæller Berendt til B.T.
Til gengæld roser Wilbek den måde, tennisspilleren Caroline Wozniacki fører sig frem i medierne på.
- Jeg synes, hun er fuldstændig fantastisk til det, i betragtning af, at hun kun er 19 år. Den måde, hun altid får betonet det positive på, er jeg imponeret af, lyder det fra Wilbek, der i disse dage er med håndboldlandsholdet til EM-slutrunde i Østrig.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker