Wilbek mangler titel: Har aldrig vundet VM
Ved VM i 2007 blev det til bronze, og ved VM i 2011 blev det til sølv, men Ulrik Wilbek har aldrig vundet VM-guld som træner for herrelandsholdet i håndbold.
Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund (DHF), har sagt, at han mener, det er mest realistisk, at holdet først topper ved EM på hjemmebane i 2014, men sådan tænker Wilbek i første omgang ikke.
- Nej, det gør jeg egentlig ikke. Vi har et godt hold, og vi prøver at komme så langt som muligt ved VM. De eksperter, der har været inde på, at vi har udtaget de her spillere for at toppe ved EM, tager fejl. Det gør vi ikke.
- Det er to uafhængige turneringer, og vi vil meget gerne gøre det godt i begge turneringer, fastslår Wilbek.
Landstræneren har vundet et hav af medaljer i sin tid som både kvinde- og herrelandstræner, men aldrig en VM-guldmedalje hos herrerne.
- EM i 2014 bliver helt fantastisk, og jeg glæder mig meget til det. Men jeg må også sige, at nu har vi jo vundet EM to gange. Vi har aldrig vundet VM, påpeger Wilbek.
Danmark hentede VM-sølv i Sverige for to år siden, hvor Frankrig vandt guldet efter forlænget spilletid. Alligevel er den officielle målsætning ved dette VM mere ydmyg.
- Vores mål ved VM er semifinalen, og det er det, vi går efter. Der er ikke grund til at komme med større udmeldinger, for vi ved, vi møder nogle meget stærke hold, forklarer Wilbek.
Danmark åbner VM med en kamp mod Qatar. Den spilles lørdag klokken 20.15.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned