Wilbek: Mogensen og Knudsen styrker os i bredden

Foto: Claus Fisker /Scanpix

Thomas Mogensen og Michael V. Knudsen styrker på papiret de danske håndboldherrers ambition om at få succes ved EM på hjemmebane næste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men landstræner Ulrik Wilbek understreger, at Flensburg-Handewitt-stjernerne skal bevise, at de er gode nok til at komme med i den endelige EM-trup på 16 mand.

Mandag eftermiddag blev Mogensen og Knudsen udtaget til testkampen mod Polen, som spilles i Herning 21. juni.

- Det er i hvert fald en forstærkning i bredden forstået på den måde, at vi nu har flere at vælge imellem. Og så må vi jo se, om de kan indgå i truppen, når vi skal finde de 16, siger Wilbek.

Landstræneren glæder sig over at få Mogensen med som playmaker igen.

- Thomas har jo taget et års orlov, og det var en aftale, vi havde, og det var fint nok.

- Og så har han jo spillet en god sæson, og derfor skal han have en mulighed for at komme med i truppen til EM, forklarer Wilbek.

Det bliver også et glædeligt gensyn med Knudsen, og Wilbek er spændt på at se stregspilleren i aktion i fire dages træningslejr på Bornholm i dagene op til Polen-kampen.

- Jeg har snakket med ham om, hvordan hans fysiske tilstand er, og han er ved at være derhenne, hvor det i hvert fald kunne være interessant at se ham indgå i denne træningslejr.

- Og så må vi følge ham i løbet af efteråret og se, om han også vil være i stand til at klare det fysisk. Jeg synes, at han er blandt de tre stregspillere, som er inde i billedet, siger Wilbek.

Ved VM i Spanien, hvor det endte med dansk sølv, havde Danmark tre stregspillere med, men det er ikke sikkert, at det bliver sådan ved EM.

- Ikke nødvendigvis. Det har jeg ikke afgjort endnu, siger Wilbek.

Hverken Mogensen eller Knudsen er selvskrevet til EM-truppen, men skal derimod kæmpe på lige fod med alle andre om en plads i truppen.

- Vi har haft et VM-hold, som vandt sølvmedaljer og spillede overdådigt i en lang periode i turneringen.

- Så det er jo ikke sådan, at det her hold bare er et hold, man kan gå ind på, fastslår Wilbek.

/ritzau/