Landstræner for håndboldkvinderne, Jan Pytlick, har fundet sig i alt for meget i den igangværende lønkonflikt mellem Dansk Håndbold Forbund (DHF) og landsholdsspillerne.
Det mener herrelandsholdets træner, Ulrik Wilbek.
- Jeg havde ikke fundet mig i det, Jan har fundet sig i. Jeg ville ikke stå model til noget lignende det, der sker nu. Så går jeg min vej, siger den tidligere kvindelandstræner til B.T.
- Jeg har prøvet, at mine spillere forlod en træningslejr, og det var første og eneste gang, jeg ville finde mig i sådan noget, lyder det fra Wilbek.
På grund af konflikten er kvindelandsholdet totalt amputeret. Kun Line Jørgensen og Rikke Skov er tilbage fra EM-holdet i december.
- Det er ynkeligt, det der foregår nu. Det rammer os alle sammen, og ingen kan være stolte over at have noget med landsholdet at gøre lige nu, siger Wilbek.
Han forventer, at sagen er langt fra slut og kun bliver optrappet i den kommende tid.
- Spillerne er jo ikke færdige her. Jeg ved også noget, du ikke ved. Med hvad det er, det kan jeg ikke komme ind på her, fortæller Wilbek, som frygter, at noget lignende snart rammer herrelandsholdet:
- Det her er en tikkende bombe under dansk håndbold. Jeg orker simpelthen ikke mere, hvis der sker noget med mine spillere. Jeg vil have et landshold, hvor jeg kan regne med de bedste spillere og ved, at spillerne står til rådighed, forklarer Wilbek.
Kvindernes lønkonflikt har betydet, at veteraner som Henriette Mikkelsen og Lene Rantala gør comeback for landsholdet i dets nye udgave.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker