Wilbek overrasket over højt dansk niveau

Det var en overrasket Ulrik Wilbek, der efter Bring Cup i Norge gjorde status over det danske landsholds præstation. Håndboldlandstræneren havde kun seks spillere med fra den trup, der blev nummer fem ved EM i januar, og på den baggrund er han godt tilfreds.

- I og med, at vi kommer med et meget nyt hold, hvor mange spillere er meget uerfarne, og får to sejre og et nederlag til et tysk hold i stærkeste opstilling, så er det lidt overraskende, at vi er så langt på nuværende tidspunkt, siger Ulrik Wilbek og sammenligner sit mandskab med modstanderne Sverige, Norge og Tyskland.

- Vi var det hold her, der havde klart mest potentiale til at blive bedre, og det synes jeg da ser lyst ud for fremtiden, siger han.

Ulrik Wilbek er især imponeret over BSV-målvogter Niklas Landin, der med stor stabilitet har afløst Kasper Hvidt som førstevalg i det danske mål. Også stortalentet Nikolaj Markussen fra Nordsjælland og AaB'erne Mads Christiansen og Henrik Toft får roser med på vejen af landstræneren.

Der er dog stadig mangler på det danske landshold, der i juni spiller to vigtige VM-kvalifikationskampe mod Schweiz.

- Vi mangler lidt en temposætter i angrebet. Når modstanderen dækker offensivt, så har vi kun tunge spillere nu, og der mangler vi en temposætter, siger Ulrik Wilbek, der også stadig leder efter en spiller, der kan dække op i den bageste del af 5-1-forsvaret.

Umiddelbart inden kampene mod Schweiz skal Danmark forberede sig med to udekampe mod Island, hvis den askesky, der i øjeblikket plager lufttrafikken over store dele af Europa, til den tid er væk.

/ritzau/

Ulrik Wilbek er overrasket over, hvor langt det unge og uerfarne danske landshold, der netop har spillet en træningsturnering i Norge, allerede er kommet.

Offentliggjort Sidst opdateret