Wilbek takker Niklas Landin for sejren

Det var målmand Niklas Landins skyld, at Danmark vandt med 28-27 over Polen i lørdagens mellemrundekamp ved VM i herrehåndbold.

Så klar er meldingen fra landstræner Ulrik Wilbek efter sejren, der betyder, at Danmark med uafgjort søndag mod Argentina er i semifinalen.

- Vi spiller ikke nogen god anden halvleg, men kan takke Landin for en fantastisk første halvleg. Han stod jo helt formidabelt. Det var godt svaret igen på kritikken, siger Ulrik Wilbek, der kunne se sit hold gå til pausen foran med 15-9.

22-årige Landin havde før kampen mod Polen ikke spillet nogen stor slutrunde, og både ham selv og håndbold-iagttagere har givet udtryk for, at de ikke har været tilfredse.

Ulrik Wilbek har dog ikke oplevet en Landin, der har været påvirket af situationen.

- Han har været totalt afklaret og stille og rolig. Jeg tog en snak med ham i dag og sagde, at det var vigtigt ikke at tage for mange chancer.

- Han har en tendens til at gå med hele kroppen efter bolden, når han bliver ivrig, og så går bolden i mål. Han skal bare stå og tage boldene med sit kæmpe vingefang, og det lykkedes i første halvleg, siger Ulrik Wilbek

/ritzau/

Niklas Landin stod sin bedste landskamp ved VM, og Ulrik Wilbek giver ham æren for sejren over Polen.

Offentliggjort Sidst opdateret