Wilbek: Vi har brug for at vinde kampe nu
Danmark skal ikke spekulere i en nemmere vej til VM-finalen ved at tabe kampen mod Polen, mener Ulrik Wilbek.
Sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Ulrik Wilbek, glæder sig over, at Danmark er i 1/8-finalen ved VM i Qatar.
Og selv om Wilbek godt kan overskue det store regnestykke, der muligvis kan sikre Danmark en nemmere vej til finalen, maner han alle tanker om ikke at gå 100 procent efter en sejr over Polen i jorden.
- Jeg tror, vi har brug for at vinde kampene nu. Færdigt arbejde. For at få den tro på, at man kan, og at spillet langsomt bliver bedre og bedre. Det giver troen til knockout-kampene, siger Wilbek.
Hvis Frankrig som ventet vinder over Sverige i gruppe C, kan Danmark på papiret få en nemmere vej til finalen med et nederlag til Polen ved at blive treer i gruppe D.
Som treer kommer danskerne sandsynligvis til at møde Kroatien og Tyskland i kvart- og semifinalen.
En dansk andenplads betyder en vanskeligere vej til finalen - formentlig med Spanien i kvart- og Frankrig i semifinalen.
Wilbek tror ikke på, at Sverige kan slå Frankrig. Slet ikke hvis stjernen Kim Andersson er ude med en skade.
- Nu kan vi se, at Kim Andersson er blevet skadet, og hvis han er væk fra det svenske hold, så vil jeg bare sige, det er så mange procent, der forsvinder, vurderer Wilbek.
Den sportslige målsætning for Danmark er fortsat at komme mindst i semifinalen, og derfor skal og vil holdet nå meget længere end 1/8-finalen.
- Vi er ærgerrige i Danmark, og vi vil gerne være i toppen hele tiden. Så det er ikke nok for os, vi skal videre.
- Men vi ved også godt, at kampen i 1/8-finalen bliver svær, så der skal bare arbejdes hver eneste gang, siger Wilbek.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned