Wilbek: Vi skal kunne slå svækkede Polen

De danske håndboldherrer lever livet farligt ved EM i Serbien. Efter tirsdagens smertefulde nederlag til serberne er Danmark presset til at vinde over Polen i aften.

Taber sidste års danske VM-sølvvinderhold til Polen i den tredje og sidste kamp i det indledende gruppespil, kan gulddrømmene så godt som begraves.

Landstræner Ulrik Wilbek har prøvet denne situation et par gange før, blandt andet ved EM i Norge i 2008, hvor holdet alligevel endte med at vinde guld, men han har sin tvivl denne gang.

- Det var nøjagtigt den samme situation. Det, jeg ikke kan vurdere, er, om det her hold har samme mentale ballast, som vores tidligere hold har haft.

- Vi har ikke den samme erfaring i spillertruppen. Vi har mange unge spillere. Jeg er ikke bekymret, men efter to ikke specielt gode kampe, så er jeg heller ikke sådan struttende af selvtillid, siger Wilbek.

Målet er at få skaffet mindst syv point i de næste fire kampe, og det skal helst ske med en sejr over polakkerne, som må undvære målmand Slawomir Szmal og de stærke brødre Marcin og Krzysztof Lijewski

- Vi har i allerhøjeste grad kniven for struben. Vi skal vinde den kamp eller have mindst uafgjort.

- Det bliver en hård kamp, men hvis vi skal noget til dette mesterskab, så skal vi også kunne slå et polsk hold uden brødrene Lijewski og målmand Szmal. Længere er den ikke, fastslår Wilbek.

Vinder Danmark over Polen, går danskerne videre til mellemrunden med to point.

/ritzau/

De danske gulddrømme lever fortsat ved håndbold-EM i Serbien, men det kan omvendt også ende i en ren fiasko.

Offentliggjort Sidst opdateret