Selv om Ulrik Wilbek på overbevisende vis har indfriet den målsætning, han satte, da han trådte til som landstræner for de danske håndboldherrer i 2005, så bliver den i sin grundsubstans ikke ændret.
Dengang sagde han, at Danmark minimum skal være blandt de otte bedste nationer ved EM-, VM- og OL-slutrunder. Og sådan er det gået med en første-, to tredje-, en femte- og en syvendeplads ved de store turneringer.
- Vi kan ikke sige, at vi skal blive blandt de fire bedste hver gang. For der er for mange hold, der kan ramme dagen eller turneringen, og måske rammer vi ikke den samme form. Men top-8 er kun vores stabilitetskrav, og dér skal vi være hver gang. Men vi vil stadig op og vinde medaljer, og en gang imellem en guldmedalje, hvis det kan lade sig gøre, siger Wilbek, der slår fast, at alt andet end en semifinaleplads ved det kommende EM i Østrig vil være skuffende.
- Der er ingen af os på dette hold, der tager til EM for at blive nummer syv eller otte. Det er den nederste del af det, som skal være muligt. Vi vil alle sammen være skuffede, hvis vi ikke kommer i semifinalen, siger Ulrik Wilbek.
Fløjspilleren Lars Christiansen er enig i, at man ikke kan ændre målsætning og sige, at man altid skal være blandt de fire bedste. Han hæfter sig ved, at Wilbeks år som landstræner har gjort landsholdet til en stabil størrelse i verdenstoppen.
- Før Ulrik kom til, havde vi nogle succesoplevelser, og vi prøvede at vinde bronze. Men vi var ikke blandt de otte bedste hver gang, og det var det, vi skulle. Det er lykkedes nu, hvor vi er etableret deroppe. Men det er svært at sige, at vi skal i en semifinale hver eneste gang, for det kan glippe en enkelt gang, mener Christiansen.
EM begynder den 19. januar, og Danmark skal i den indledende gruppe møde Østrig, Island og Serbien.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker