Jo, landstræner Ulrik Wilbek har skam respekt for de spanske målmænd forud for fredagens semifinale ved VM i herrehåndbold.
Men han advarer også mod at overdrive klassen hos Arpad Sterbik og José Hombrados.
- I målet har de to rigtig, rigtig rutinerede, erfarne og dygtige målmænd. De er fantastiske, men de har nøjagtigt samme redningsprocent som vores målmænd. Så vi skal passe på ikke at kigge på dem som uovervindelige, siger Ulrik Wilbek.
Sterbik har en fortid på det serbiske landshold, men han skiftede nationalitet i 2008. Han blev i 2005 kåret til verdens bedste håndboldspiller.
Ulrik Wilbek hæfter sig dog ved, at Sterbik indtil videre har en redningsprocent på 38, hvilket er det samme som danske Niklas Landin.
Netop Landin håber den danske landstræner især skal koncentrere sig om skud fra distancen. Det er i hvert fald derfra Wilbek helst vil have afslutningerne. Han frygter dog for det stærke spanske stregspil.
- Den store udfordring for os bliver deres spil til stregen. Der kan vi godt fysisk få det svært. Det har alle de andre hold haft indtil videre i turneringen, siger Wilbek, der dog lever med nogle mål fra stregen, hvis man får lukket af andre steder.
- Vi skal måske lige så meget se, om vi kan dæmme op for nogle af de andre ting, som de går og laver. Jeg vil godt have, at vi får dem til at lave nogle langskud, for der har Niklas Landin været meget stærk indtil nu, mener landstræneren.
Når Wilbek skal sætte chanceprocenter på semifinalen siger han.
- Det bliver 49-51 i Spaniens favør.
Med andre ord: Han forventer en helt tæt semifinale. Den bliver spillet 20.30 fredag aften.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned