Trods seks centrale afbud høstede de danske håndboldherrer torsdag aften en sejr på 29-26 over de tyske værter ved træningsturneringen Super Cup i Berlin.
Det var Danmarks første kamp i turneringen, som landstræner Ulrik Wilbek bruger til at afprøve spilsystemer frem mod EM i Serbien til januar.
Danskerne kom langsomt fra start, mens tyskerne var oppe på mærkerne og bedre i samspillet.
Det virkede til, at koncentrationen svigtede de danske VM-sølvvindere, der i begyndelsen var svære at genkende fra det niveau, holdet demonstrerede ved slutrunden i Sverige for knap et år siden.
Tyskerne trak fra, men midtvejs i første halvleg fik danskerne samlet de løse ender i angrebsspillet og lukket ned for gaveboden til hjemmeholdet i Max-Schmeling-Halle.
Holdene gik til pause med en beskeden tysk føring på 14-13, men efter 36 minutter kom danskerne omsider i front med 16-15, og derfra forløb det tæt mod slutfløjt, dog med flest danske føringer.
Ulrik Wilbeks hold var hårdt ramt af skader og afbud, hvor kernespillere som Lars Christiansen, Anders Eggert, Lasse Boesen, Bo Spellerberg, Kasper Søndergaard og René Toft Hansen var fraværende.
Kampen var derfor et lovende eksempel på, at Ulrik Wilbek har en særdeles bred trup. For selvom det tog tid, før spillerne fandt hinanden i effektive mønstre på banen, var der glimrende perspektiver i Wilbeks udvalgte.
Danmark møder de spanske VM-bronzevindere lørdag i Hannover, og søndag skal Wilbeks drenge møde Sverige i en kamp, der spilles i Halle-Westfalen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned