William Kvist er fan og fjende af FCK

William Kvist har spillet for FC København i størstedelen af sit liv. Men når Stuttgart i aften møder FCK i Parken i Europa League, er han en fjende af den klub, der altid vil ligge hans hjerte nært.

Offentliggjort Sidst opdateret

Derfor bliver det en speciel aften for den danske landsholdsspiller.

- Det er sjovt at være tilbage, og lidt specielt at være her i Stuttgart-tøj. Det er emotionelt, men godt, siger William Kvist.

Selv om midtbanespilleren har mange følelser for begge klubber, så er det vigtigt for ham, at Stuttgart får den første sejr i årets Europa League efter en sløj start med kun to point efter tre kampe.

- Det er helt klart, at jeg gerne vil vinde.

- Jeg er skiftet til Stuttgart, spiller på et bedre hold og i en bedre liga, og det håber jeg, at vi kan vise, siger den tidligere FCK-anfører, der forud for sidste års klubskifte optrådte for FCK og moderklubben KB fra han var 8 til 26 år gammel.

Spørgsmål: Er du så professionel, at du ikke bliver påvirket af at træde ind på din gamle hjemmebane?

- Jeg håber da, at jeg bliver påvirket. Jeg tror, at det bliver på en positiv og ikke negativ måde. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at løbe mindre og bliver ufokuseret.

- Når jeg skal spille vigtige kampe, så plejer jeg at præstere bedre. Jeg tager det som en stor oplevelse, og jeg ved, at jeg er god til at kontrollere den slags situationer.

- Jeg tror faktisk, at det bliver en fordel for mig, siger William Kvist og henviser til, at han kender flere af FCK-spillernes styrker og svagheder.

Spørgsmål: Er det som professionel fodboldspiller i dag muligt at have nogen form for klubfølelse?

- Ja, det synes jeg. Jeg har som ung også været fan af FCK og har spillet der siden, jeg var otte år gammel.

- Mange andre har spillet i mange klubber og skiftet hvert andet år, og for dem er det nok sværere at have følelser for en bestemt klub.

- Fordi jeg har været i den samme klub, siden jeg var otte år gammel og også været fan af dem, så har jeg de følelser. FCK vil altid være en del af mit liv, og jeg vil altid følge dem, så lige præcis i mit tilfælde kan jeg sige ja, fastslår Kvist.

Den 27-årige dansker er kun kort tid i København, og han får ikke megen tid til at se venner og familie. Der bliver heller ikke tid til at komme rundt i byen.

- Nej, ikke rigtig. Jeg bor på niende sal på et hotel og kan kigge ud over byen. Torsdag skal vi i bus ud til KB's træningsanlæg, og hvis jeg kan få fat i en mikrofon, så kan jeg måske give den som guide for mine holdkammerater, siger Kvist.

/ritzau/