William Kvist rygtet til Atlético: Det er en kæmpe klub

Landsholdets midtbanespiller William Kvist er de seneste dage blevet kædet sammen med et sommerskifte fra Stuttgart til Atlético Madrid.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kvist, der i slutningen af sidste sæson havnede på bænken i sin tyske klub, er usikker på, om det ender med et skifte.

- Selv hvis jeg havde hørt fra Atlético, ville jeg nok ikke fortælle det til pressen, siger Kvist til den spanske sportsavis Marca.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg på grund af skader ikke spillede så meget, som jeg selv gerne ville i sidste sæson.

- Det er også rigtigt, at jeg føler mig usikker på min position i Stuttgart, siger midtbanespilleren og afslører, at han finder den spanske liga interessant.

- Jeg burde nok ikke sige det her, men Atlético er en kæmpe klub, og at spille i den spanske liga kan kun være en god udvikling for alle fodboldspillere.

- Det kan dog sagtens ende med, jeg bliver i Stuttgart. I øjeblikket er jeg her, men jeg ved ikke, om der kommer til at ske noget, fortæller Kvist.

Danskeren havde to skadesperioder i sidste sæson og mistede sin stamplads på den centrale midtbane. Kvist har to år tilbage af sin kontrakt med Stuttgart.

/ritzau/