Williams bliver semifinaleklar med sejr over landsmand
Serena Williams jubler efter at have vundet første sæt mod Alison Riske. Foto: Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix
Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix
Alison Riske blev slået i tre sæt, da Serena Williams tirsdag spillede sig i semifinalen i Wimbledon.
Serena Williams fortsætter jagten på Wimbledon-titel nummer otte.
Tirsdag spillede den amerikanske tennisstjerne sig i semifinalen i dette års udgave af den prestigefyldte grand slam-turnering, da hun slog landsmanden Alison Riske i tre sæt med cifrene 6-4, 4-6, 6-3.
Williams, der senest vandt Wimbledon i 2016, skal i kampen om en finaleplads enten møde tjekkiske Barbora Strycova eller britiske Johanna Konta, der tørner sammen senere tirsdag.
I den rent amerikanske kvartfinaleduel på Centre Court kom Serena Williams sløvt fra land.
Useedede Riske, der på vejen til sin første grand slam-kvartfinale havde slået tre seedede spillere inklusive verdensetteren Ashleigh Barty, så kortvarigt ud til at være på vej mod endnu en overraskende sejr.
Hun nåede således at komme foran 3-1, inden Williams vågnede op til dåd.
3-1 blev til 3-3, inden Riske svarede tilbage ved at bryde Williams' udlæg til 4-3. Men så skruede sidstnævnte bissen på og vandt første sæt ved at tage tre partier i træk, hvoraf to af dem var i Riskes serv.
I andet sæt blev de første otte partier vundet af den spiller, der servede. Den første, der knækkede, var Serena Williams, der måtte se Alison Riske bringe sig foran 5-4 på sættets første breakbold.
Williams brugte den efterfølgende pause på at få behandlet sin fod. Der gik dog ikke længe, inden hun igen kunne sætte sig og trække luft ind. Riske tog nemlig sættet ved at vinde det efterfølgende parti rent.
Frustrationerne begyndte at vise sig hos tennisstjernen. Især da Williams tabte tredje sæts første parti i egen serv.
Men ligesom i første sæt fik hun hanket op i sig selv, og 0-1 blev vendt til 3-1.
Riske holdt fast lidt endnu og fik udlignet til 3-3. Men så gik den heller ikke længere, og Williams endte med at sætte tingene på plads ved igen at vinde tre partier på stribe.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde