Williams er inspireret af japansk tennisolding
Den japanske tennisveteran Kimiko Date-Krumm blev torsdag den ældste kvinde i historien til at spille sig frem til tredje runde ved Wimbledon.
Det skete, da den 42-årige japaner, som er nummer 84 på verdensranglisten, vandt 6-4, 7-5 over den 23-årige Alexandra Cadantu fra Rumænien.
Nu venter der japaneren en stor udfordring.
Næste modstander er den femdobbelte mester Serena Williams. Den forsvarende mester fra USA har enorm respekt for Kimiko Date-Krumm.
- Jeg synes, at hun er så inspirerende. At spille på dette niveau i hendes alder er flot. Og hun er en ægte trussel på græs. Jeg vil helt sikkert være forberedt godt til den kamp.
- Det bliver helt sikkert ikke nemt, men jeg vil være klar, siger Williams, der som 31-årig selv er en veteran i sporten.
Det er første gang, at Kimiko Date-Krumm når tredje runde ved Wimbledon siden 1996, hvor japaneren spillede sig frem til semifinalen. Til sammenligning debuterede Serena Williams først ved Wimbledon i 1998.
Kimiko Date-Krumm indstillede karrieren i netop 1996, men gjorde comeback 12 år efter, fordi hun savnede sporten for meget.
Britiske Virginia Wade havde indtil torsdag rekorden for at være den ældste kvinde i tredje runde ved Wimbledon. I 1985 var hun 39 år.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned