Williams pulveriserer Li Na og er i finalen ved US Open
Det er svært at se, hvem der skal stoppe Serena Williams ved US Open i New York.
Kineseren Li Na var i hvert fald ikke i stand til det, da hun tabte 0-6, 3-6 til den amerikanske tennismaskine i semifinalen.
Fra første duel var det en ulige kamp mellem de to 31-årige spillere.
Li Na blev nærmest kvast af Serena Williams, der jagter sin 17. grand slam-titel i damesingle.
Den topseedede amerikaner, der vandt US Open sidste år og har vundet turneringen fire gange siden 1999, vandt første sæt med 6-0.
Det var femte gang ved årets US Open, at Serena Williams tildelte en modstander et såkaldt æg.
Måske havde amerikaneren travlt, fordi hun senere fredag skulle spille semifinale i damedouble sammen med sin søster, Venus Williams.
I andet sæt kom Li Na noget bedre med. Kineseren bragte sig foran 2-1 efter at have brudt sin modstanders serv for første gang i kampen.
Li Na dummede sig herefter med nogle lette fejl, da hun kunne have bragt sig foran 3-1.
I stedet hamrede Serena Williams af sted med fire partier på stribe.
Bagud 2-5 afværgede den godt kæmpende Li Na seks matchbolde i kampens mest medrivende parti, som kineseren endte med at vinde.
Som forventet var det dog en stakket frist, og den forsvarende mester sluttede kampen af med at vinde på sin syvende matchbold.
Serena Williams møder i finalen den andenseedede hviderusser Victoria Azarenka, som hun besejrede i sidste års finale.
Azarenka vandt tidligere fredag 6-4, 6-2 over den useedede italiener Flavia Pennetta.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie