Wimbledon-fans stormer banen i FA Cup-kamp

Foto: Adrian Dennis /Scanpix

På en scoring i overtiden vandt Milton Keynes Dons 2-1 på hjemmebane over AFC Wimbledon i søndagens hadekamp i FA Cuppens anden runde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sejren bragte stor jubel hos Milton Keynes Dons, som oprindeligt hed Wimbledon og spillede i den bedste engelske række og gik under navnet The Crazy Gang med en type som Vinnie Jones på holdet.

AFC Wimbledon er klubben, som tilhængerne til den tidligere Premier League-klub Wimbledon, i 2002 grundlagde i protest.

Det skete, da de norske ejere besluttede at flytte Wimbledon nordpå til Milton Keynes og omdøbte klubben til MK Dons.

Siden har MK Dons frasagt sig retten til Wimbledons klubhistorie, som blandt andet tæller FA Cup-triumfen i 1988.

AFC Wimbledon begyndte helt på bunden af den engelske seriepyramide, men har klaret at spille sig op i seriesystemet og holder nu til en division under MK Dons. Søndagens pokalkamp var klubbernes første indbyrdes møde nogensinde.

Stephen Gleeson bragte MK Dons foran 1-0 på et langskud lige før pausen, men Jack Midson headede 1-1-målet ind et kvarter inde i anden halvleg.

Ved 1-1-målet blev banen kortvarigt invaderet af jublende AFC Wimbledon-fans, som ville fejre udligningen. Og afslutningen af kampen blev også dramatisk.

Først leverede MK Dons-keeper Steven Gregory en flot redning på et skud fra Steven Gregory. Og lige efter fik hjemmeholdet hjørnespark, hvor Jon Otsemobor scorede sejrsmålet i kampens overtid.

/ritzau/