Wimbledon-mester booker billet blandt de fire bedste
Elena Rybakina spillede god tennis i tirsdagens kvartfinale i Australian Open. Foto: David Gray/Ritzau Scanpix
For første gang er Elena Rybakina, der vandt Wimbledon sidste år, videre til semifinalen i Australian Open.
Elena Rybakina bliver ved med at imponere på tennisbanerne i Australian Open.
Med en overbevisende sejr på 6-2, 6-4 over Jelena Ostapenko gik 23-årige Rybakina tirsdag videre til semifinalen i årets første grand slam-turnering.
Wimbledon-mesteren hamrede undervejs 11 serveesser afsted i den ensidige kamp, der varede en time og 19 minutter.
Den russisk-fødte kasakher var overlegen i det meste af kampen. Ostapenko, der vandt French Open i 2017, kunne ikke hamle op med den power og fart, letten mødte.
- Jeg er super glad for at være i semifinalen for første gang. Jeg var selvfølgelig nervøs - især i det sidste parti.
- Jeg er glad for, at jeg kunne styre mine følelser, og at jeg spillede godt, siger Rybakina ifølge Reuters.
Kampen på Rod Laver Arena blev afbrudt i første sæt på grund af regn, men efter en pause på 25 minutter fortsatte opgøret under tag.
Tidligere i turneringen i Melbourne har Rybakina slået verdensetteren Iga Swiatek ud.
I semifinalen skal Rybakina møde hviderusseren Viktoria Azarenka, som vandt i to sæt over tredjeseedede Jessica Pegula fra USA. Azarenka vandt 6-4, 6-1.
To gange i karrieren har 33-årige Azarenka, der er seedet som nummer 24, vundet Australian Open. Det skete tilbage i 2012 og 2013. Siden har der været længere mellem de store resultater for den tidligere verdensetter.
- Det er fantastisk igen at være tilbage i en semifinale i en grand slam-turnering, siger Azarenka.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet