Wimbledon tilbyder golfspillere formue for at få flere baner
Wimbledon mangler plads og byder over en halv milliard kroner for at overtage naboareal fra golfklub.
Flere hundrede medlemmer af en golfklub, der er nabo til Wimbledons tennisbaner i London, kan alle blive mindst 80.000 pund rigere, hvis de siger ja til et tilbud om at sælge golfanlægget, som så skal være en del af det ikoniske tennisanlæg.
Organisationen bag Wimbledonmesterskaberne, The All England Lawn Tennis and Croquet Club, har før uden held forsøgt at sikre sig de omkring 60 tønder land, som golfklubben lægger beslag på.
Men Wimbledon har store planer om at udvide og har derfor lagt et købstilbud på 65 millioner pund på bordet, skriver avisen Daily Mail. Beløbet svarer til 545 millioner danske kroner.
I flere år har Wimbledon undersøgt måder at sikre sig ekstra plads på. Blandt andet for også at kunne afvikle de mange kvalifikationskampe før hovedturneringen.
I årevis er disse kampe blevet spillet i Roehampton cirka fem kilometer derfra.
Golfklubben afviste tidligere i år et købstilbud på næsten 50 millioner pund.
I et brev til de 750 medlemmer begrunder Wimbledon-formanden Philip Brook det forhøjede tilbud med, at en udvidelse er nødvendig, hvis Wimbledon skal fastholde sin position som en "af de største sportsbegivenheder i verden".
Dette års turnering viste igen, at anlægget er ved at nå bristepunktet, skriver Daily Mail. På mange af banerne er der således alt for få pladser til de mange tilskuere, som ønsker at overvære en kamp på de berømte græsbaner.
Det nye købstilbud er også det sidste, oplyser et medlem af The All England Lawn Tennis and Croquet Club.
- Så nu er bolden på golfspillernes banehalvdel, skriver Daily Mail.
Under alle omstændigheder vil nabogrunden komme under Wimbledons kontrol.
I 1993 købte The All England Lawn Tennis and Croquet Club retten til at forpagte det. Men aftalen gælder først fra 2041.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned