Wolfsburg: Jonas Wind har pådraget sig alvorlig skade
Jonas Wind er ude i flere uger, melder Wolfsburg. Foto: Bodo Schackow/Ritzau Scanpix
Jonas Wind er blevet skadet i låret under træningen i Wolfsburg og vil være ude i flere uger, lyder det.
Den danske landsholdsspiller Jonas Wind kommer ikke i aktion den kommende tid.
Fodboldstjernen har pådraget sig en alvorlig lårskade, oplyser hans tyske klub, Wolfsburg, på Twitter.
- Dårlige nyheder. "Ulvene" må undvære Jonas Wind i flere uger. Angriberen blev skadet under træning, og en test har afsløret en alvorlig lårskade. Bliv frisk snart, Jonas, lyder det fra Wolfsburg på Twitter.
Den 23-årige angriber har været en fast del af Kasper Hjulmands landshold de seneste år og havde med al sandsynlighed udsigt til at komme med i VM-truppen sidst på året.
Nu skal han forsøge at blive sin skade kvit inden VM, der begynder om lidt mere end tre måneder.
På klubplan skiftede han til Wolfsburg i den seneste vinterpause, og han blev hurtigt en profil i Bundesligaen med nogle flotte scoringer.
Den tidligere FC København-profil scorede fem mål i forårssæsonen i Bundesligaen.
I den nye sæson blev Wind skiftet ind i premiererunden mod Werder Bremen, men missede weekendens udekamp mod Bayern München, der blev tabt med 0-2.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker