Woods slår Olesen og er igen verdens nummer et
Tiger Woods er tilbage på toppen af verdensranglisten i golf.
Det står klart efter den 37-årige amerikanernes sejr i PGA-turneringen i Orlando i Florida, hvor han blandt andre overgik danske Thorbjørn Olesen, som slutter på en flot syvendeplads med en samlet score på syv slag under banens par.
23-årige Olesen startede dagen flot på Bay Hill-banen med en birdie på fjerde hul. Men efterfølgende blev det til tre bogeyer og blot en enkelt birdie mere på 16. hul, og dermed brugte han 73 slag - et mere end banens par.
På den måde formåede Olesen ikke at leve op til lørdagens storspil, hvor han kun brugte 66 slag på at tilbagelægge banens huller - ligesom Tiger Woods.
Woods holdt til gengæld en fornem standard på sidstedagen, som han klarede i to slag under banens par med fem birdier og to bogeyer.
Samlet set tilbagelagde han de fire runder i 13 slag under banens par - to færre end turneringens nummer to, briten Justin Rose.
Amerikanske Woods, der for nogle dage siden offentliggjorde, at han nu danner par med den amerikanske skisportsstjerne Lindsey Vonn, har rekorden med 623 uger som verdensranglistens nummer et.
Arnold Palmer Invitational skulle egentlig have været færdigspillet søndag, men uvejr tvang spillerne til at opgive efter få hullers golf.
Præmiesummen i turneringen er på 6,2 millioner dollar, men det er nok mere udsigten til at fortrænge nordireren Rory McIlroy fra verdensranglistens førsteplads, der har fyldt Woods' hoved de seneste dage.
Senest han var nummer et i verden var i oktober 2010.
Med sejren er Woods oppe på 77 sejre på den amerikanske PGA-tour. Det er fem færre end rekordholderen Sam Snead.
Unikt er det imidlertid, at han med sejren i Florida nu den første spiller, der vinder den samme turnering otte gange.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker