Jesper Worre handlede helt korrekt, da han under Tour de France i 2007 fremkom med de oplysninger, der førte til Michael Rasmussens fald.
Det mener formanden for Danmarks Idræts-Forbund (DIF), Niels Nygaard, efter at det i bogen "Løgn over løgn" af idrætsprofessor Verner Møller dokumenteres, at Worre brød sin tavshedspligt.
Worre, der er direktør for Danmarks Cykle Union (DCU), fortalte under det franske etapeløb, at Michael Rasmussen havde modtaget flere advarsler i forbindelse med sine whereabout-oplysninger.
- Ud fra en samlet betragtning har jeg ingen betænkeligheder ved den måde, DCU har ageret på i Rasmussen-sagen. DCU har håndteret sagen bedst muligt, siger Niels Nygaard til Ekstra Bladet.
- Dels var hele situationen omkring Michael Rasmussen meget speciel og meget bizar, og i en sådan situation kan ikke alt foregå efter en fast manual. Og dels har Michael jo indrømmet, at han har løjet, forklarer DIF-formanden:
- Hvis Michael ikke havde gjort noget som helst forkert, så ville jeg naturligvis have det dårligt med den måde, tingene foregik på. Men der er jo ikke skyggen af tvivl om, at han ikke havde rent mel i posen.
Michael Rasmussen, der førte Tour de France og var på vej mod den samlede sejr, endte med at blive hevet ud af Tour de France af sit daværende hold Rabobank.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde