Worre tror på fire VM-medaljer til Danmark

Fire danske medaljer. Det er den realistiske ambition til VM i cykling, mener direktør for Danmarks Cykle Union (DCU), Jesper Worre.

VM i landevejscykling køres fra 19. til 25. september i København, og det kan ifølge Worre sagtens ende med at blive en stor dansk succes.

- Jeg tror sådan set på fire danske medaljer. Det er optimistisk, men det skal vi også være, siger Jesper Worre til Jyllands-Posten.

DCU-direktøren forventer danske medaljer i både landevejsløbet og enkeltstarten for herrer samt podiepladser hos kvinderne og ungdomsrytterne.

Matti Breschel er det store medaljehåb i herrernes linjeløb. Rabobank-rytteren har tidligere vundet sølv og bronze ved VM, og derfor er der store forventninger til ham.

- Han er blandt de fem største favoritter, for han har fået en anden- og en tredjeplads de sidste par år, og det taler for sig selv, siger Jesper Worre, som i år tror på guld til Breschel.

De øvrige danske ryttere skal køre for Breschel, heriblandt landsholdskammeraten Jakob Fuglsang.

- Jeg vil utrolig gerne køre landevejsløbet, og det bliver 100 procent for Matti, for jeg tror klart, han er vores bedste bud, siger Leopard Trek-rytteren.

Matti Breschel er først for nylig ved at være tilbage i topform efter en længere skadespause, og VM-guld på hjemmebane er sæsonens store drøm.

- Det er selvfølgelig et stort mål for mig, men lige nu er jeg bare glad for at være tilbage, siger Matti Breschel.

/ritzau/

Direktør for Danmarks Cykle Union, Jesper Worre, håber på massiv dansk succes ved VM i cykling i september.

Offentliggjort Sidst opdateret