Worres ære: Jeg tirrede Cavendish til sejr

Løbschefen Jesper Worre var en af de få, som ikke troede på, at Mark Cavendish kunne vinde VM i Danmark.

Den danske VM-chefs udtalelser tidligere på året fik angiveligt Cavendish til at brokke sig højlydt til vennen Brian Holm over, hvor dum denne Worre dog var, når han ikke troede på britens chancer.

Direktøren i Danmark Cykle Union mener derfor, han har del i Cavendish' sejr med sin provokerende udtalelse.

- Det har måske været med til at sætte ham op, så han burde faktisk være rigtig glad for det, jeg sagde.

- Jeg vil gerne tage en lille flig af æren, for jeg er helt sikker på, at han har været sat op, og han troede på det, griner Worre.

Mark Cavendish er en værdig vinder af verdensmesterskaberne, mener VM-chefen.

- Han er verdens bedste sprinter, og det er flot, at han holder ud på denne rute. Jeg var en af dem, der ikke troede på, at han kunne gøre det og vinde en spurt som denne.

- Men han er en formidabel rytter, som har vundet 20 Tour-sejre på fire år, og han har forberedt sig fantastisk, ellers havde han ikke vundet i dag, siger Jesper Worre.

Mark Cavendish vandt spurten op ad Geels Bakke foran australieren Matthew Goss og tyskeren Andre Greipel, og DCU-direktøren vurderer, at briten åbnede spurten for tidligt.

- Han åbner den for langt ude i et meget stort gear, og alligevel vinder han. Han var helt vildt tæt på at blive hentet. Det er flot, når man laver et VM, hvor Cavendish står øverst. Han er en stor rytter, siger Jesper Worre.

/ritzau/

VM-chefen Jesper Worre mener, at han har del i Cavendish' sejr med sine provokerende udtalelser om briten.

Offentliggjort Sidst opdateret