Wout van Aert triumferer på afsluttende Giro-bakke
Wout van Aert jubler over sejren på Giroens 9. etape. Foto: Jennifer Lorenzini/Reuters
Wout van Aert besejrede i en hektisk finale Isaac Del Toro, som overtager den samlede føring i Giroen.
Den belgiske Visma-rytter Wout van Aert kunne søndag fejre en flot sejr på 9. etape af Giro d'Italia.
I det snoede opløb vandt han en intens tvekamp mod mexicaneren Isaac Del Toro (UAE) på den meget kuperede 9. etape med flere stigninger fordelt på de 181 kilometer fra Gubbio til Siena.
Del Toro tog ellers alt initiativ på etapens sidste kilometer, men van Aert viste sine sprinterfærdigheder på de sidste godt 300 meter og sejrede forholdsvis sikkert.
Del Toro måtte tage til takke med, at han trods alt kørte sig i løbets lyserøde førertrøje.
Han fører med 1 minut og 13 sekunder til UAE-holdkammeraten fra Spanien Juan Ayuso på andenpladsen.
Den italienske Bahrain-rytter Antonio Tiberi er halvandet minut efter i klassementet.
Primoz Roglic blev den helt store taber i favoritfeltet. Han tabte mere end to minutter til Del Toro og glider ned på tiendepladsen i det samlede klassement, 2 minutter og 25 sekunder efter.
Søndagens etape kom til at stå i udbruddenes tegn, og med 20 kilometer tilbage havde en firemandsgruppe skabt så godt et hul, at de så ud til at kunne holde hjem.
Det var tale om Wout van Aert, Isaac Del Toro, Egan Bernal og Mathias Vacek, som snart blev reduceret til en duo, da Del Toro satte tryk på og kun fik følgeskab af van Aert.
Van Aert så ud til at lide en smule. Han lagde sig i hjulet på Del Toro og tog ingen føringer i deres jagt mod målstregen, hvor de øgede til de bagvedliggende grupper.
Måske var det den lange føring i jagten på førertrøjen, der i sidste ende gjorde, at Del Toro ikke havde samme energi til at køre spurten som van Aert.
Belgieren blev nummer to efter Mads Pedersen på 1. etape, men denne gang kunne han juble på målstregen.
De nærmeste forfølgere kom i mål cirka et minut efter. Italieneren Giulio Ciccone blev treer foran Richard Carapaz og Simon Yates.
Mandag er der hviledag i Giroen, før rytterne tirsdag skal ud på en enkeltstart på 28,6 kilometer fra Lucca til Pisa.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker