Wozniacki åbner Wimbledon mod verdens nummer 98
Caroline Wozniacki er havnet i samme lodtrækningshalvdel som Williams-søstrene ved Wimbledon. Foto: Paul Childs/Ritzau Scanpix
Paul Childs/Ritzau Scanpix
Wozniacki møder Varvara Lepchenko i første runde af Wimbledon. Begge Williams-søstre i danskerens halvdel.
Tennisspilleren Caroline Wozniacki møder amerikanske Varvara Lepchenko i første runde af Wimbledon.
Det står klart efter fredagens lodtrækning. Og det står også klart, at der venter Wozniacki en potentiel meget svær vej til succes på græsset i London.
Den danske verdenstoer og Australian Open-mester fører med 6-1 i indbyrdes kampe mod Lepchenko. Amerikaneren er nummer 98 på verdensranglisten. De to spillere har aldrig mødt hinanden på græs.
I 2018 har de ikke stået over for hinanden, men to gange i 2017 vandt Wozniacki uden sættab.
Wozniackis bedste resultat i Wimbledon-sammenhæng er ottendedelsfinalen. Hun var blandt de sidste 16 i 2017, og i alt har hun prøvet at have ottendedelsfinalen som endestation seks gange i karrieren.
I anden runde står Wozniacki til at møde russeren Ekaterina Makarova. Hun er nummer 35 i verden i single og har tidligere spillet sig i kvartfinalen. I double er Makarova nummer et i verden.
Hvis seedningerne holder, møder Wozniacki veninden Agnieszka Radwanska fra Polen i tredje runde. Radwanska er finalist fra 2012.
Den 16.-seedede amerikaner Coco Vandeweghe er på papiret modstanderen i ottendedelsfinalen. Sidste år kom hun frem til kvartfinalen, og det har amerikaneren præsteret to gange i karrieren.
Et interessant navn i Wozniackis lodtrækningshalvdel er Serena Williams. Amerikaneren har vundet 23 grand slam-titler, heraf Wimbledon syv gange, men er blot nummer 183 i verden i øjeblikket.
Det skyldes dog, at hun først for nylig er vendt tilbage til sporten efter en barselsorlov. Hun blev sidste år mor for første gang.
Men på grund af hendes bedrifter i turneringen har arrangørerne seedet Serena Williams som nummer 25. Hun han kan dermed blive en potentiel modstander for Wozniacki i kvartfinalen.
På papiret står Wozniacki dog til at møde den femteseedede ukrainer Elina Svitolina i kvartfinalen.
Amerikanske Sloane Stephens, der seedet som nummer fire, kan blive Wozniackis modstander i semifinalen.
En anden potentiel semifinalemodstander for Wozniacki er Venus Williams, storesøster til Serena Williams.
Den niendeseedede amerikaner har vundet Wimbledon fem gange i karrieren. Sidste år nåede Venus Williams frem til finalen.
Rumænske Simona Halep er topseedet.
Wozniacki er ikke eneste danske deltager i år. I herredouble har Frederik Løchte Nielsen fået et wildcard til turneringen sammen med sin britiske makker, Joe Salisbury. De skal møde et fransk par i første runde.
Frederik Løchte Nielsen vandt i 2012 Wimbledon sammen med sin daværende makker, briten Jonathan Marray.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde