Wozniacki arbejder med taktikken før næste kamp

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki havde egentlig fri fredag. Men alligevel måtte hun tidligt ud af fjerene for at forberede sig inden kampen i tredje runde af Australian Open lørdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi arbejdede på forskellige taktiske ting. Hvornår man kan spille forskellige bolde, og hvornår det er bedre at spille den dybt og placere den bedre, siger Wozniacki, der var rykket indendørs i en træningshal på grund af frygten for regn.

Hun gik allerede i gang med træningen klokken 09, og i to og en halv time blev der servet, returneret og arbejdet på vinderslag - med spillere som Urszula Radwanska, Samantha Stosur og Victoria Azarenka på de omkringliggende baner.

Sidstnævnte er kendt for at udstøde høje lyde, hver gang hun slår til bolden - og den lyd havde hun taget med sig på træningsbanen.

Caroline Wozniacki lægger ikke skjul på, at hun er B-menneske og glad for sin søvn.

- Jeg fik arbejdet nogle ting igennem, men jeg syntes ikke, det var specielt morsomt at stå op i morges.

- Men jeg har faktisk været oppe ret tidligt de seneste par dage. Siden jeg kom til Australien faktisk, så det var ikke det største problem, lyder det fra Wozniacki.

- Jeg skal i hvert fald have en lur bagefter, fortsætter tennisspilleren med et smil.

Med sig på træningsbanen havde hun naturligvis trænerfar Piotr Wozniacki, Sven Groeneveld fra Adidas-teamet og hittingpartner Mats Merkel.

Hun har i løbet af turneringen haft forskellige hittingpartnere - blandt andet en lokal teenager.

- Jeg spiller med Mats en gang i mellem og så mod nogle af de andre drenge, der er her. Så kommer der noget mere variation, og du får nogle forskellige bolde at arbejde med, lyder forklaringen.

I tredje runde vender ukrainske Lesia Tsurenko, som Wozniacki aldrig tidligere har mødt.

/ritzau/