Wozniacki bliver udspillet af belgier i første græskamp
Caroline Wozniacki havde en træg dag på græskontoret i Birmingham tirsdag. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki fik blot en enkelt kamp i Birmingham, hvor Elise Mertens var danskeren overlegen.
Om Caroline Wozniacki får et wildcard til årets Wimbledon-turnering eller kommer med via kvalifikationen, så er der ikke meget, som tyder på, at den 33-årige dansker har et stort resultat i ærmet på græs.
Tirsdag tabte Wozniacki i første runde af WTA-turneringen på græs i Birmingham til belgieren Elise Mertens med cifrene 4-6, 1-6.
Kampen viste, at danskeren, som aktuelt er nummer 114 i verden, stadig har en del mangler, når det kommer til spillet på det grønne underlag. Især når hun møder teknisk stærkere spillere.
Efter at have bragt sig i front med 1-0 i egen serv kom den erfarne dansker tidligt i problemer.
Det hurtige græs har aldrig været hendes favoritunderlag, og 28-årige Mertens formåede i langt højere grad at gøre brug af underlagets fart.
Mertens, nummer 32 i verden, tog fire partier på stribe og så ud til at have hægtet danskeren af i sættet.
Wozniacki manglede våbnene til at sætte pres på Mertens, som alt for let kunne dominerede spillet fra baglinjen.
Bedst som Mertens cruisede mod sætsejr, spændte belgieren ben for sig selv. Tre dobbeltfejl i samme parti var kraftigt medvirkende til, at Wozniacki fik neutraliseret det ene break.
Selv om hun ikke fik vendt sættet rundt, fik hun stoppet det momentum, Mertens havde tiltvunget sig.
Det hjalp dog ikke meget, da danskeren åbnede andet sæt med at blive brudt. Og Mertens slog sig tæt på sejren, da hun brød igen til 3-0.
På trods af vanlig fight viste kampen også, at Wozniackis værktøjskasse har et begrænset udvalg, når det kommer til græstennis.
Hun undgik et æg, men var gennem hele kampen klart den næstbedste spiller på banen.
Clara Tauson er ikke med i turneringen i Birmingham.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde