Wozniacki: Det er hårdt at være nummer et

Caroline Wozniacki har efterhånden toppet ranglisten for verdens bedste kvindelige tennisspillere i et års tid, efter at hun i oktober sidste år satte sig på førstepladsen.

Men det er ikke udelukkende en positiv oplevelse at være hende, som alle de andre tennisspillere jagter, fortæller den danske verdensetter.

- Det er meget hårdt at blive nummer et i verden. Men det er endnu hårdere at blive deroppe, fordi alle vil slå dig, siger Caroline Wozniacki ifølge AFP.

Den danske verdensetter befinder sig i disse dage i Japan, hvor hun i den kommende uge skal forsvare den titel, som hun sidste år vandt i WTA-turneringen Pan Pacific Open.

- Det er altid rart at vende tilbage til en turnering, hvor man skal forsvare titlen. Det er en speciel følelse. Jeg vil helt sikkert gøre mit bedste for at forsvare den, siger Caroline Wozniacki.

Wozniacki tabte tidligere på måneden semifinalen i grand slam-turneringen US Open i New York til amerikanske Venus Williams, og den 21-årige dansker mangler fortsat en af de eftertragtede grand slam-titler i pokalskabet.

Chancen for sådan en triumf kommer først igen til næste år, og her er Australian Open første mulighed. Turneringen i Australien begynder i midten af januar.

Inden da handler det for Caroline Wozniacki dog i første omgang om at forsøge at genvinde titlen ved WTA-turneringen i Japan.

Danskerens første modstander er endnu ikke fundet.

/ritzau/

Caroline Wozniackis tilværelse som verdens bedste tennisspiller er ikke kun en dans på roser, fortæller hun.

Offentliggjort Sidst opdateret