Trods syv timers forgæves venten var der smil på læben hos både Caroline Wozniacki og Serena Williams, da de langt om længe kunne forlade tennisanlægget i Flushing Meadows.
Lidt over klokken 20 lokal tid opgav arrangørerne at få gang i kvindernes kvartfinaler, og kort tid efter stod to af favoritterne side om side og ventede på hver deres bil.
- Det sker hvert år. I hvert fald de sidste to år, sagde Caroline Wozniacki til Serena Williams.
Begge spillere blev påvirket af regnvejrsforsinkelserne i 2009, da de ventede i halvandet døgn på at spille deres semifinalekampe.
- De burde bygge et tag, sagde Serena Williams, der som sædvanlig gik rundt med sin lille, lyserøde Hello Kitty-taske på ryggen.
- Ja, men stadion er for stort til et tag, svarede Wozniacki, inden de to udvekslede et par interne morsomheder og gik hver til sit.
- Hun er en supersød pige og altid i godt humør, lød det om Williams fra Caroline Wozniacki, der som sædvanlig tog sig tid til at svare på et par spørgsmål fra den ventende presse.
Hun fortalte, at ventetiden var blevet brugt på at læse i sin nykøbte John Grisham-krimi, men lagde ikke skjul på, at vejret var frustrerende.
- Det har været en lang dag, men man kan ikke gøre så meget ved regnen, så nu er det bare hjem og slappe lidt af før i morgen, sagde hun, inden hun dykkede ned i sin taske, fiskede tre ubrugte ketsjere op og gav dem til sin opstrenger.
Især fordi Caroline Wozniacki spiller med strenge af naturtarm, er det vigtigt, at de er nyopstrengede, når hun går på banen.
- Hvis du kan have dem klar halv elleve, er det fint, lød det fra den topseedede dansker.
Caroline Wozniacki og Serena Williams kan mødes i en semifinale, hvis begge går videre.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde